Lynkrabbernes Palads

10) Arctic Monkeys: 'Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not'

9) The Knife: 'Silent Shout'

8) El Perro Del Mar: 'El Perro Del Mar'

7) Ghostface Killah: 'Fishscale'

6) Guillemots: 'Through The Windowpane'

5) Justin Timberlake: 'FutureSex/LoveSounds'

4) Clipse: 'Hell Hath No Fury'

3) Gnarls Barkley: 'St. Elsewhere'

2) Burial: 'Burial'

1) Joanna Newsom: 'Ys'

1) M.I.A.: Arular
2) Antony & The Johnsons: I Am A Bird Now
3) Bright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning
4) Paul Wall: The People’s Champ
5) The Mitchell Brothers: A Breath Of Fresh Attire
6) Rufus Wainwright: Want Two
7) Kano: Home Sweet Home
8) Kanye West: Late Registration
9) The Cardigans: Super Extra Gravity
10) General Patton vs. The X-Ecutioners

Begrundelser følger måske senere!

Okay, det her er ved at blive pinligt. Jeg har ikke blogget i mere end en måned. Men spændt ventende læserskare, lo and behold: Årets status 2004. Vi begynder med årets 10 bedste albums:


1) Kanye West: The College Dropout
- en suveræn nummer ét. Fantasifuldheden har fundet vej tilbage til amerikansk mainstream hip hop her. Produktioner der gnistrer af musikalitet og idérigdom. Sange der bliver siddende i hovedet. Tekster m. hjerne, gadefarlighed, selverkendelse, sårbarhed og moral. Enhver hip hop-kritikers våde drøm. Det er en plade, der har den samme fornemmelse at gennemstrømmende, allestedsnærværende musikalitet som 'The Miseducation of Lauryn Hill'. Du kan simpelthen høre, at der er arbejdet intenst på at få hver eneste sang til at fremstå som et værk i sig selv. All killer, no filler. Genren bliver taget alvorligt igen her. Al årets metervare-hip hop fra Xzibit, Luda, Nas, Talib Kweli m.m. fortjener at græde sig selv til glemsel efter at være blevet målt med denne plades alen.

2) The Streets: A Grand Don't Come For Free
- minimalistisk quasi-grime nærmesterværk. Catchy as hell og mere determineret og disciplineret end en halv fremmedlegion. Luv it.

3) Wiley: Treddin' On Thin Ice
- grime blev morsom på en næsten hyggelig måde med Wiley. Tak.

4) Dizzee Rascal: Showtime
- Dizzee Rascal blev ved med at være sig selv, men smed sin allermest plagede spøgelsesaura. Tak også til ham.

5) Diverse: Run The Road
- grov, gusten, gnarly, grimy grime er ikke kun Dizzee & Wiley. Det er også Lady Sovereign, Riko, Target, Kano, Shystie m.m.m. From lamppost to lamppost, they run the road.

6) Pan-American: Quiet City
- første lyt: hvad er det for en gang blasert knasen? Andet lyt: Hmmm, der er noget der. Tredje lyt: Dette er årets mest lokkende, mystiske, smukke og uforskammet uforløste electronicaplade.

7) Franz Ferdinand: Franz Ferdinand
- endelig grund til at fejre festrocken efter alt det Strokes-, Libertines- og hvad ved jeg-pis.

8) The Roots: The Tipping Point
- i modsætning til hvad puritanerne tror, bliver Fajabefa-hiphopperne bedre og bedre, efterhånden som de bliver mindre og mindre Fajabefa-agtige. 'Stay Cool' = årets bedste gang musikalsk maksimalisme.

9) Handsome Boy Modeling School: White People
- når Dan The Automator og Prince Paul fjoller, så fjoller de. Men når de får Julee Cruise, Cat Power, Pharrell, Mike Patton m.fl. til at synge mystisk svungne tænkesange, så er de stadig hip hops svar på det perfekte guldaldermaleri.

10) Stina Nordenstam: The World Is Saved
- skjønno, sparsomme melodier og impressionistiske pigefølsomme tekster. Når den slags altså holder. We like.

- og så har jeg en fornemmelse af at både Felix Da Housecat og Devendra Banharts doublewhammy er pissehamrende gode plader, men jeg har ganske enkelt ikke fået tjekket dem ud, I'm afraid to say. More later - se bl.a. frem til den meget idiosynkratiske ÅRETS VÆRSTE 2004.

... rapperen Ol' Dirty Bastard er død. Stakkels mand. Han havde det sgu ikke let, og det havde dem der havde aftaler med ham heller ikke. Læs denne glimrende gennemgang fra Allmusic af hans criminal record, som må fylde mere end Tamilsagen og Watergate tilsammen. Flere MP3-blogs har allerede smidt numre af ham ud på Interneddie: Se bl.a. her, her og her.

Jeg vil altid huske ham for de udødelige linjer:

"I don't have no trouble with you fucking me
But I have a little problem with you not fucking me"

Watch out for en moppedreng af en portrætartikel her eller andetsteds.

... bogstavelig talt. Har været nede & få fjernet hele fucking tre visdomstænder, hvoraf den ene skulle skæres ud. Er på flydende føde og sygdomssympati. Damn. Blogging derfor begrænset til et minimum: Blot et par links til interessante artikler om MP3-blogs, hvor der kan downloades (mange gange udgået) musik, som RIAA, Antipiratgruppen og andre thugs foreløbig vender det blinde øje til.
The Guardian skriver denne korte ting, med masser af guffede links til bl.a. MP3-blogs med pre-war blues og glemte new wave-bands. Og her er en radioudsendelse fra WNYC, hvor man kan følge med i manuskriptet undervejs. Der er masser af links til MP3-blogs på denne tråd fra I Love Music. Og så videre. Og vildere. Knock yourself out, fellas. Men pas på tænderne.

... tjek f.eks. Sasha Frere-Jones og Hua Hsu's Sticker Shock. Her kan du downloade gamle skårede 7" og andet godt. Mere info følger om MP3-blogs. Faldt også over Frekvens, John Fogdes fine DANSKE ol skool musikweblog, hvor du også kan læse om bl.a. MP3-blogs, rockism m.m. Nice.

... men i det mindste betyder fire millioner flere stemmer på Bush, at der fortsat vil være masser af indignation at arbejde på for Anticon, Matthew Herbert, Promoe, Prince Po, !!!, Dead Prez og El-P. Desværre vil der nok også være rigeligt at lave for Michael Franti.

... men jeg kan altså virkelig godt li' den der Natasha Bedingfield-sang: 'These Words', hedder den. Jeg burde hade den - Joss Stone-agtig blæverstemme, et totalt faket street-hip hop-beat, en blondine med et lidt for kødfyldt gumletøj. Men der er noget over melodien, den drævende måde hun synger den på, det altså totalt fakede hip hop-beat og de ligeså åbenlyst fakede violiner, der kommer bragende som orkhære fra Ringenes Herre. Og så den fuldstændig over-over-obvious måde hun messer "I love you, I love you, I love you, I love you" på. Det er så plat og selvindlysende, at der nødvendigvis også må være noget rigtigt gemt derinde et sted. Ugens popkulturelle snobben nedad-objekt her i Eskildsgade.